Børnehaven
Når dit barn starter i børnehaven, er der nogle praktiske oplysninger og daglige rutiner, som du har brug for at vide, dem har vi samlet her på siden.
Daglige rutiner
Daglige rutiner er med til at skabe tryghed hos barnet. Vores dag er i det store og hele tilrettelagt som skrevet nedenfor. Vi ligger vægt på, at det er rart at blive modtaget i børnehaven og at barn og forældre føler sig imødekommet og velkomne.
For at det kan blive så god en dag som muligt for jeres barn, er det vigtig for os at vide, om det har sovet godt eller dårligt, er kommet sent i seng eller om der er andre atypiske ting, der kan påvirke barnet i løbet af dagen.
Husk altid at sige farvel til jeres barn, selv om det kan være svært, både for barnet og jer. Det er naturligt, at barnet i perioder er ked af at skulle afleveres. Det er sørgeligt at skilles fra sin far og mor. Vi forstår jeres barns følelser og forsøger altid på bedst mulig måde at hjælpe og trøste barnet. Det er aldrig rart at skulle gå fra et grædende barn, derfor er I altid velkomne til at ringe og høre, hvordan barnet har det.
Børnene møder efter behov inden for vores åbningstid.
Praktiske oplysninger
Turdage
Naturen inviterer til fordybelse, er beroligende og inspirerer til aktiviteter, hvilket er med til, at sænke børnenes stressniveau.
I vores nærmiljø ligger Vestparken og Skovbrynet, som vi benytter til kortere ture. Vi tager dog oftest på længere ture til Fladbro, grusgraven i Tebbestrup, Månedalen i Vorup, Naturcenter Randers eller aktivitetsbanen i Romalt bakker.
Vi ønsker, at lære børnene glæden ved at være ude, uanset vejret og vægter vores turdage meget højt. Udelivet giver børnene mulighed for at undres, iagttage og fordybe sig i årstidernes skiften og de forandringer, der sker i naturen. Sanseindtrykkene i naturen er stærke og varierede og de styrker børns opmærksomhed og byder på alsidige oplevelser samt læring. I naturen er terrænet ujævnt og udfordrende, hvilket styrker balanceevnen, koordinationen og grovmotorikken. Naturens kuperede terræn er et godt supplement til vores flade legeplads.
På turdagene dannes nye relationer børnene imellem, da de oplever sider af hinanden, der ikke kommer så tydeligt til udtryk i institutionen. Nogle børn oplever, at lige netop det, som de er allerbedst til, kommer til udtryk i naturen. Dette giver positive oplevelser og styrker deres selvtillid.
Gennem vores turdage giver vi endvidere børnene kendskab til den omkringliggende natur og de muligheder byen tilbyder.